Lørdag den 23. september stiftede omkring 110 fremmødte et venstrefløjsnetværk i og omkring Enhedslisten med det midlertidige navn ”venstrefløjen”. Dette har blandt andet ført til en noget misvisende artikel i Solidaritet. Derfor har vi lavet dette skriv for at forklare hvad der egentlig skete i Valby den 23. september. 110 deltog i mødet både fysisk og online. Deltagerne bestod primært af medlemmer af Enhedslisten, men der var også medlemmer fra SUF og RGU og tidligere Enhedsliste medlemmer. Alderssammensætningen var med andre ord rimelig bred. Der deltog folk fra hele landet, inkl. byrådsmedlemmer og medlemmer fra ledelsen af Enhedslisten.
Generelt i debatten blev der udtrykt bekymring for højredrejningen i Enhedslisten. Blandt andet ved opblødningen af EU-modstanden og senest den midlertidige accept af NATO. Der var nogle i salen der havde mistet troen på enhedslisten, men fra langt de fleste blev der udtrykt, at det var nødvendigt at arbejde for enhed og organiseret forsvar for de principper Enhedslisten blev skabt til at kæmpe for. Den ulykkelige krig i Ukraine fyldte også en del.
Fra mange var der stor utilfredshed med at Enhedslisten har godkendt at sende F16 fly, tanks og missiler gennem NATO til Ukraine. Et mindretal der støttede at sende våben til Ukraine havde på konferencen lavet et forslag det gik ud på at man ikke skulle tage stilling til krigen. Dette fik støtte for knap en tredjedel af deltagerne. Et andet forsalg der skærpede kritikken af NATOs del i konflikten fik støtte fra cirka 2 tredjedele. Dette førte til at 3 udvandrede i protest. Nogle af dem har siden prøvet at fremstille vedtagelsen som om at man nærmest var på Ruslands side i konflikten.
Dette er heldigvis ikke korrekt. Udtalelsen fordømmer klart Ruslands invasion, men støtter et Ukraine fri fra imperialistisk dominans hvor befolkningen selv kan vælge deres fremtid og kræver et opgør med alle imperialistiske siders forsøg på dominans over Ukraine. Udtalelsen siger blandt andet: ”At NATO og oprustning skulle give større sikkerhed, er en farlig illusion. Tværtimod indebærer oprustning en større risiko for konfrontationer og fejltagelser, der kan føre til atomkrig.” Udtalelsen nævner også vigtigheden af at Enhedslisten bliver et venstrefløjsparti i egen ret.
Altså turde stole på rigtigheden af sin egen politik. Udtalelsen nævner også at samfundsforandringer ikke skabes på Christiansborg og at det er vigtigere at Enhedslistens indsats på Christiansborg styrker bevægelserne, end at der opnås små parlamentariske sejre. Derudover nævnes bekymring for svækkelsen af partidemokratiet og vigtigheden af at afdelinger og udvalg rolle styrkes. Konferencen vedtog også nogle rammer for netværket. Her nævner formålet at man ønsker at samle folk i og omkring Enhedslisten for aktivt at modvirke at medlemmer af Enhedslisten melder sig ud eller bliver passive.
Der blev valgt en koordinationsgruppe på 9, samt at sikre demokratisk debat gennem et nyhedsbrev, sikre halvårlige konferencer, samt temamøder på zoom. Mødet bar generelt præg af en god stemning, og flere udtrykte at konferencen havde givet dem øget gåpåmod til den videre kamp. Dette kunne også ses ved at 16 ønskede at opstille til koordinationsgruppen. Under hele konferencen skiftedes deltagerne til at udføre de forskellige praktiske opgaver, som at forbedrede frokost, lave kaffe, vaske op og stille borde frem og tilbage. Tak til alle som hjalp til.
Mødet sluttede med spontan afsyngning af Internationale. Det vores forhåbning at vi kan arbejde for at styrke Enhedslisten på et klart antikapitalistisk og ikke mindst antiimperialistisk grundlag. Altså den politik Enhedslisten blev stiftet på. Vi håber på at tiltrække så mange som muligt til dette, gennem gode debatter og aktiv handling. Med voksende internationale konflikter, med den manglende indsats for at redde klimaet og med velfærden under angreb, er der al mulig grund til at styrke venstrefløjen. Venligst Koordinationsgruppen i ”venstrefløjen”