Rødt Venstre udtaler:

Presset mod organisationer og enkeltpersoner, der udtrykker kritik af Israels krigsforbrydelser og folkemord har taget et farligt skred mod en forstærket ligestilling af antizionisme med antisemitisme. Det var dette skred som kritikerne af den nyligt vedtagne antisemitismeaftale på det kraftigste advarede imod. Amnesty skrev en kritisk pressemeddelelse med overskriften: Mennesker skal beskyttes mod had – ikke stater.

Vi ser nu BT, PioPio og flere folketingspolitikere i en intensiv hetz mod Mellemfolkeligt Samvirke (MS) med beskyldninger om antisemitisme på baggrund af to medlemmers private opslag på sociale medier af satiretegninger med antizionistisk indhold. Formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein sætter i en udtalelse i BT i praksis lighedstegn mellem ordet jøde og zionist i sin kritik af MS. Og præsidenten for De Europæiske Rabbinere, Pinchas Goldschmidt opfordrer regeringen til at stoppe finansieringen af MS med det samme. Disse budskaber bakkes op af flere folketingspolitikere. Der har tidligere været eksempler på misbrug af antisemitisme definitionen. PioPio kæder i sin leder direkte sin kritik af MS sammen med den nye antisemitismeaftale, som indeholder IHRA definitionen.

MS generalsekretær Tim Whyte svarer igen med en kronik i Altinget under overskriften: Ny aftale om bekæmpelse af antisemitisme skaber censur. Alligevel har han givet efter overfor presset og ikke forsvaret hans medlemmers ret til at poste opslagene på deres private profiler. Dette hænger måske sammen med at MS er afhængig af offentlige økonomiske midler.

Denne udvikling sker samtidig med en voldsom optrapning fra ledelsen af Københavns Universitet og politiets side i en rydning af propalæstinensiske studenters besættelse. Den fredelige besættelse af administrationsbygningen skete for at kræve at Københavns Universitet stopper samarbejdet med israelske universiteter, der aktivt er involveret i krigen i Gaza. Universitetets ledelse brød deres løfte om, at de studerende har ret til at udøve civil ulydighed og truer nu med disciplinære tiltag.

Der har længe været en kampagne for at fjerne fokus fra Israels krigsforbrydelser og totale ignorering af de internationale domstoles kendelser. FN kræver øjeblikkeligt stop for Israels mange overtrædelser af folkeretten og handling fra FNs medlemslande i forhold til at stoppe enhver medvirken til potentielt folkemord.

Vi står i den absurde situation at folk, der kritiserer den zionistiske apartheidstats folkemord bliver truet til at trække sig fra tillidsposter, samtidig med at regeringen og retsvæsenet ikke opfylder FNs krav om at stoppe medvirken til folkemordet. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at satiretegningerne er antisemitiske med mindre det er den nye antisemitisme IHRA, man bruger som målestok. De to har nu slettet deres opslag og trukket sig fra deres poster i MS.

Der er endnu ikke flertal i Folketinget for at fjerne MS offentlige tilskud. Men ingen partier i folketinget har forsvaret de to medlemmer af MS, der offentliggjorde tegningerne.

Alle partier bakkede i sin tid op om ytringsfriheden i forbindelse med Muhammed satiretegningerne. Der er en klar dobbeltstandard i den danske tilgang til racisme. Det er højst problematisk at lave en aftale, der kun omhandler antisemitisme og endda med en definition som også rammer jøder, der protesterer mod Israels folkemord. Det er beskæmmende, at alle partier i Folketinget tilsluttede sig aftalen. Det er dybt kritisabelt, at Enhedslistens folketingsgruppe ikke tog menneskerettighedsorganisationernes advarsler alvorligt. Og det er en skandale at Enhedslistens ordfører – trods partiets vedtagne antizionisme – fra folketingets talerstol kalder tegningerne dybt krænkende og antisemitiske og dermed anklager de to MS medlemmer for antisemitisme uden skyggen af dokumentation for påstanden. Det gør ikke situationen bedre at det nu viser sig at Enhedslisten har arbejdet for at antisemitismeaftalen blev baseret på tal fra Dansk Jødisk Samfund og AKVAH som mener at det er antisemitisk at kritisere staten Israel.

Solidaritetsbevægelsen med palæstinenserne har skabt en historisk antiimperialistisk massebevægelse, som alle socialistiske kræfter bør give maksimal opbakning. Desværre er det stadigt nødvendigt at presse ikke bare de borgerlige partier, men også den parlamentariske venstrefløj til at støtte helhjertet op i kampen mod folkemordet.