Regeringens forslag om at udvide PET’s digitale overvågning er ikke blot endnu et indgreb i borgernes
privatliv – det er endnu et skridt i den systematiske afvikling af de sidste illusioner om den liberale
retsstat. Staten opruster ikke for at beskytte befolkningen, men for at beskytte sig selv og den
herskende klasses magt. Vi bevæger os hastigt mod en politistat, hvor overvågning, repression og
kriminalisering af politisk aktivitet er en integreret del af systemets selvopretholdelse.
Den autoritære udvikling har længe været tydelig. Vi har set en lang række lovgivningsændringer, der
målrettet udvider statens beføjelser til at overvåge, registrere og straffe uden at styrke borgernes
retssikkerhed. TCO-loven gør det muligt at retsforfølge personer alene på baggrund af løs tilknytning til
organisationer, som staten har stemplet som uønskede – uden at bevise konkrete handlinger.
Ændringen af straffeloven i forhold til hadforbrydelser bruges ikke til at beskytte udsatte grupper, men
til at slå ned på politiske ytringer, der udfordrer statens og magthavernes dagsorden. Samtidig har
regeringen sikret politiet øgede beføjelser til at gribe ind over for demonstrationer og politiske aktioner
uden domstolskontrol. Disse love handler ikke om sikkerhed eller beskyttelse – de er redskaber til at
kriminalisere aktivisme og organisering.
Nu vil regeringen tage endnu et skridt ved at give PET hidtil usete muligheder for at registrere og
kortlægge enhver, der på den ene eller anden måde betragtes som en trussel mod den kapitalistiske
orden. Denne lov handler ikke om at bekæmpe ekstremisme, men om at sikre systemets
magtmonopol ved at kvæle kritik og organisering. Den vil give PET og staten frie hænder til at overvåge
venstrefløjen, fagbevægelsen og aktivister, der tør udfordre uligheden, krigspolitikken og den
ødelæggende kapitalistiske udbytning. Historisk har vi set, hvordan netop venstrefløjen og
systemkritikere har været de primære mål for efterretningstjenesternes indsamling af data, og der er
ingen grund til at tro, at denne gang bliver anderledes.
Derudover åbner loven også op for, at udenlandske aktører kan registrere og overvåge danske borgere.
Når stater udveksler overvågningsdata, betyder det, at aktivister, journalister og systemkritikere
risikerer at havne i databaser, der rækker langt ud over Danmarks grænser. Det internationale
overvågningsregime tjener ikke folkets sikkerhed, men kapitalens og de magtfuldes kontrol.
Mens staten skærper sine beføjelser, fortsætter den samtidig sin systematiske demontering af
magtens tredeling. Vi ser det i politiets stadig mere ubegrænsede adgang til at angribe demonstranter
og chikanere aktivister. Vi ser det i retssystemets villighed til at straffe politiske modstandere hårdere
end dem, der beskytter magthavernes interesser. Vi ser det i statens selektive brug af „retsstaten‟ til at
knuse kritik og opposition.
Den liberale retsstat var aldrig andet end et falsk glansbillede, der skulle dække over det kapitalistiske
diktatur, men vi ser nu en åben og brutal afvikling af selv denne fernis. Frygt og overvågning er ikke
midlertidige tiltag, men fundamentale redskaber for den herskende klasse i en tid, hvor kapitalismens
kriser uddybes, og modstanden vokser.
Vi må sige klart fra over for denne udvikling. Ikke for at forsvare et demokrati, der aldrig har eksisteret
for arbejderklassen og de udbyttede, men for at mobilisere en modstand, der kan tage kampen op mod
det kapitalistiske overvågningsregime. Det er ikke nok at protestere – vi må organisere os, vi må
opbygge solidaritet, og vi må stå fast på, at frihed ikke gives af staten, men vindes gennem kamp
Kapitalens stat skærper overvågningen – modstanden må vokse!
