Politisk grundlag

Senest ændret på stormødet i Odense 23. marts 2025

Grundlag for Rødt Venstre

 

Vores mål er socialisme.

 Afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Et samfund, hvor der produceres efter behov og ikke efter profit. Et samfund, der ikke bygger på udbytning og undertrykkelse af mennesker og naturen, men derimod afskaffer klassedelingen af samfundet og sætter menneskene fri.

Vi tror ikke på, at socialisme kan indføres gennem parlamentariske samlinger, reform for reform. Det kræver stærke folkelige bevægelser og oprør mod det bestående system på internationalt plan.
De senere år er det blevet mere og mere tydeligt at populisme, vælgermaksimering og ideer om at samfundsændringer kommer fra det borgerlige parlamentariske system er blevet styrende i alle de partier der i dag er repræsenteret i parlamenter.
Hverken NATO, EU, eurocentrisme og den voldsomme oprustningsretorik, der hersker nærmest over alt på den politiske venstrefløjs arena i dag, kommer arbejderklassen til gode. Selv de partier der i dag betegner sig selv som socialister og venstrefløj har medvirket i adskillige problematiske forlig og stemt for en række meget problematiske aftaler, som svækker vilkårene for arbejderklassen – senest både antisemitismeaftalen og forslag til lov om ændring af sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. -En aftale som svækker retssikkerheden for de mennesker der har allermest brug for hjælp.

Der er brug for, at vi sammen arbejder for at en ny venstrefløj organiserer sig.

Danmark har ikke længere en ægte socialistisk liste. Der er brug for vi modvirker og bekæmper højredrejningen i samfundet.
Vi vil organisere os og danne alliancer for at vi sammen kan danne en ny liste og tiltrække nogle af de kammerater, der har mistet lysten til at forsøge at gøre en forskel politisk fordi de ikke kan se sig selv i et af de politiske partier der eksisterer på den politiske arena i dag. En ny liste til samling af venstrefløjen i Danmark.
Det er ikke et mål i sig selv at opnå parlamentarisk repræsentation og enhver parlamentarisk repræsentation skal først og fremmest bruges til en platform – en talerstol hvorfra vi kan oplyse, afsløre og tale imod.

Afskaffelsen af kapitalismen er målet

Klimakrisen, biodiversitetskrisen, den voksende ulighed og imperialistiske krige skyldes kapitalismens krav om profit og uendelig økonomisk vækst. Afskaffelse af kapitalismen sker gennem solidarisk mobilisering af arbejderklassen i de vestlige lande såvel som den brede befolkning i det globale syd. Den er vendt imod de tidligere vestlige kolonimagter og især den amerikanske imperialisme, som i 8 årtier har været verdens befolknings hovedfjende.
Vi skal også bruge vores opstilling til folketinget, regioner og kommuner til at argumentere imod kapitalismen, samtidig med at vi stiller forslag om forbedringer og kæmper mod forringelser. Vi skal ikke administrere kapitalismen, men benytte positionerne som vigtige talerstole.

Grundlæggende samfundsforandringer skabes ikke på Christiansborg

Det borgerlige Danmark siger, vi har demokrati og folkestyre, men reelt træffes mange afgørende beslutninger af kapitalejere.
Det parlamentariske system er helt utilstrækkeligt – de nødvendige samfundsforandringer kræver folkelige bevægelser og udenomsparlamentarisk pres og kampe.
En eventuel indsats i folketinget, kommunalbestyrelser og regionsråd må aldrig underminere bevægelsernes indsats ved fx at indgå studehandler og stemme for forringelser på et område for at opnå små forbedringer på et andet. Det er vigtigere, at vores fælles indsats styrker bevægelserne, end at der opnås små parlamentariske aftaler. Derfor skal vi som gruppe kræve, at eventuelle repræsentanter i folketing, regioner og kommunalbestyrelser klart modsætter sig alle forslag, som forringer almindelige menneskers velfærd, og sammen med Danmarks faglige organisationer genoptager kampagnen for velfærd.

Vi er for fred og nedrustning og imod krig

Vi anerkender retten til selvforsvar, og vi anerkender undertrykte nationers og minoriteters ret til selvbestemmelse, men krigen i Ukraine handler ikke om national selvbestemmelse, men derimod om hvilken imperialistisk blok der skal bestemme over landets fremtid. Zelensky- regimets sejr vil betyde at NATO kommer til at bestemme. Ruslands sejr vil betyde et lakaj-regime under russisk imperialisme. Ingen af delene er progressive udfald for arbejderklassen.
Vi er også̊ opmærksomme på, at imperialisterne, præcis som under 1. verdenskrig, bruger ”selvforsvar” som et dække for rivalisering mellem imperialistiske blokke. En sådan rivalisering ønsker vi ikke at deltage i. Vi er imod alle imperialistiske magter, hvad enten det er USA/NATO, Rusland, Kina eller EU.
Vi holder ikke med en imperialistisk magt med den begrundelse, at den skulle være et mindre onde. Al imperialisme er undertrykkelse.
Historien viser, at kapitalistiske og imperialistiske magters militær og militarisme oftest fører til katastrofale krige eller undertrykkelse af folkelige bevægelser og oprør. Derfor er vi imod at støtte dansk militær intervention og/eller våbenstøtte til stater.

Vi fastholder kampen mod NATO og EU som militær politisk stormagt.

At NATO og EU’s oprustning skulle give større sikkerhed, er en farlig illusion.
Tværtimod indebærer oprustning en større risiko for konfrontationer og fejltagelser, der kan føre til atomkrig.
Og medlemskabet af NATO, og EU’s militære kapacitet, og de planlagte USA-baser hiver Danmark tættere på en væbnet konflikt, som arbejderklassen slet ikke har nogen interesse i. Vores hovedfjende er først og fremmest vores egen imperialistiske regering. Fjenden er herhjemme.

Undertrykte grupper

Vi kæmper for alle særligt undertrykte gruppers ret til et værdigt liv med social og økonomisk tryghed.
Det gælder, uanset om undertrykkelsen skyldes køn, etnicitet, seksualitet, sygdom eller handikap.
Vi skal samarbejde med og støtte de relevante bevægelser.

Vores organisering skal være basisdemokratisk

Et levende organisationsdemokrati, hvor de aktive medlemmer faktisk bestemmer politikken, er en forudsætning for, at flere engagerer sig og tager del i opbyggelsen af en fremtidig alliance og skabelsen af en liste
Belært af tendenserne till centralisering og svækkelsen af partidemokrati i allerede eksisterende politiske partier vil vi oprette lokalafdelinger og udvalg. Alle udvalg skal have beslutningskompetence på deres område, dog skal koordineringsgruppen, medlemsmøder eller stormøder kunne gribe ind hvis et udvalg arbejder udenfor vores fælles vedtagne grundlag og vedtægter. Afdelinger og udvalgs rolle skal udvikles og styrkes. Alle der bliver valgt til folketing, region eller kommunalbestyrelse har krav på støtte til opgaven fra vores organisering.
Det er en af koordineringsgruppen vigtigste opgaver at sørge for at der altid er et sted at få svar, hjælp og støtte. Lokale afdelinger afgør lokale spørgsmål (så længe de falder indenfor grundlag, vedtægter og vedtagen retning.) Ved tvivl kan man altid regne med støtte til afklaring enten via koordineringsgruppen eller et til lejligheden indkaldt medlemsmøde.

Senest ændret på stormødet 23-03-2025.